12 mio. kr. for en bolig på toppen
Fire af Aalborgs fem dyreste boliger, der er udbudt til salg, findes i Hasseris. Se boligerne her
Mellem 9 og 12 mio. kr. er prisen for de dyreste boliger, som i øjeblikket er til salg i Aalborg-området.
Om det så er den rette pris, kan kun sælger og køber afgøre i fællesskab.
Tilsyneladende har finanskrisen ikke haft nævneværdig afsmitning i nedadgående retning på priserne, når man kommer op i denne boligkategori, som omtales som liebhaveri.
For de bliver stort set ikke handlet.
Via udbuddet på nettet har NORDJYSKE Stiftstidende fundet frem til de fem dyreste boliger og ikke overraskende udbydes de af ejendomsmæglerfirmaet Thorkild Kristensen, viser oversigten på boligsiden.dk.
Direktøren fra København
- Købere til boliger af den art er ikke almindelige lønmodtagere. Det kan være direktøren fra København, der flytter til Aalborg for her at lede en filial. Han har for tiden holdt sig tilbage, fordi der har været problemer med at få den rette pris for huse i hovedstadsområdet, siger ejendomsmægler Bo Lynge fra firmaet Thorkild Kristensen.
Skuffesager
Bo Lynge afslører imidlertid også, at der er boliger til både 25-30 mio. kr., men de behandles som såkaldte skuffesager.
De bliver aldrig lagt på nettet, fordi sælgerne ønsker handlen foretaget diskret og uden offentlighedens kendskab.
Fire af de fem dyreste boliger befinder sig i Hasseris.
Dyreste er på toppen, Hasserishøj, grænsende op til Mølleparken og med udsigt ud over Limfjorden.
Det koster 11.950.000 kr. at få foden inden for på Hasserishøj 13. Man har så adgang til 1700 kvm grund, 186 kvm bolig og 186 kvm kælder. Villaen er fra 1967.
Netto på 52.000 kronre månedligt
På samme vej blot på den anden side, Hasserishøj 10, er prisen 11,5 mio. kr. Grunden er på 1000 kvm og boligarealet på 184 kvm. plus 92 kvm. kælder. Boligen er opført i 1988.
Med udbetalinger på 600.000 kr. og 550.000 kr. skal man regne med månedlige udgifter netto på 52.000 og 50.000 kr. ved fastlånsfinansiering.
Tredje dyreste villa findes på Klostermarken 32. Ejendomsarealet er opgjort til 625 kvm. Heraf er de 324 kvm bolig, og grunden er på 2169 kvm grund. Prisen er sat til 11 mio. kr. med en udbetaling på 550.000 kr. Huset er fra 1937 og ombygget i 2009.
På Nordvestvej er en gammel patriciervilla fra 1906 til overtagelse for 9,175 mio. kr. med 460.000 kr. i udbetaling. Det er det fjerdedyreste.
Villaen er på 210 kvm. og kælderen på 100 kvm. på en 1538 kvm stor grund.
Udsigten
Femte dyreste tilbud findes på Mågevej 1 i Frydendal. Villaen og udsigten fra toppen her kan erhverves for 8,9 mio. kr. med en udbetaling på 445.000 kr. Her er 387 kvm. bolig. Villaen er fra 2001.
Sammenligner man salgspriserne med den offentlige ejendomsvurdering 2010, så udbydes alle fem villaer til salg for det dobbelte af ejendomsvurderingen.
Som bekendt kan man ikke diskutere priser på liebhaveri. Her spiller både beliggenhed og udsigt en afgørende rolle i forhold til boligens reelle indhold og værdi.
Vil man vide lidt mere om, hvad de udbudte villaer er handlet for, rummer boligsiden.dk også priser ved indgåede handler de seneste snes år.
Således blev Hasserishøj 10 solgt for 4,2 mio. kr. i 2006.