Hemmelige koder til din mobil
Kryptiske symboler dukker op i reklamer, magasiner og på emballager. Se hvad der gemmer sig bag.
Tilfældigt ser det ud: Et kvadrat oversået med sorte plamager på hvid baggrund. Men det sære symbol er en stregkode, der gemmer på uanede muligheder. Modsat de gammeldags stregkoder på varerne i supermarkedet, er disse koder nemlig skabt til at blive aflæst af dig - med hjælp fra kameraet i din mobiltelefon.
For eksempel kan koden indeholde adressen til en hjemmeside. Så i stedet for møjsommeligt at åbne weblæseren og taste adressen ind i mobiltelefonen, peger du bare mobilens kamera mod stregkoden - og lander direkte på den tilknyttede hjemmeside. Denne simple genvej åbner for et væld af nye muligheder.
I Japan findes de såkaldte QR-koder (Quick Response - altså: Hurtigt svar) alle vegne. Reklameskilte og restaurant-menuer giver hurtig adgang til uddybende information. På museer kan koderne udløse forklarende lydfiler, så man guides gennem udstillingen i sit eget tempo. Og når man venter på bussen, kan man scanne sig til, hvornår den ankommer.
Herhjemme er teknikken stadig ret ny og eksotisk. Men stregkoderne begynder da så småt at dukke op i kataloger og magasiner.
Sådan gør du
For at læse QR-koderne skal du selvfølgelig have en mobiltelefon med kamera. Desuden skal du bruge et scanner-program, som sjældent er installeret på forhånd. Heldigvis kan det hentes gratis ned fra nettet.
Et populært valg er I-Nigma, som virker med de fleste mobiltelefoner. Styr mobilens weblæser mod: www.i-nigma.mobi. Eller se mere på: www.i-nigma.com.
Mange Nokia-brugere har også gode erfaringer med UpCode, som kan hentes fra OVI-butikken.
Til iPhone findes stribevis af scanner-programmer. Nogle af dem (som QRreaderx) begynder automatisk at skanne, når man peger mobilen mod en stregkode. Andre (som Barcodes) starter først indlæsningen, når man trykker på kamera-ikonet. Det sidste tager lidt længere tid - men giver ofte det bedste resultat. Som altid findes programmerne ved at søge på titlen i App store.
At lave sin egen stregkode er overraskende let. Brug for eksempel de gratis værktøjer på: www.kortlink.dk/82v8 eller www.kortlink.dk/7zy5.