Ingen tjekker om lov holdes



Lovpligtige eftersyn af ventilationsanlæg i større bygninger skal spare energi - men ingen har overblik over, om de faktisk udføres


Mange ventilationsanlæg bruger alt for megen energi, fordi de ikke bliver ordentlig vedligeholdt. Derfor er det påbudt ved lov, at alle større bygninger skal have deres ventilationsanlæg efterset hvert femte år.

Men selv om det er to år siden, loven trådte i kraft, er der ingen kontrol med, om de lovpligtige eftersyn rent faktisk finder sted i alle de bygninger, hvor de burde finde sted.

Både offentlige og private bygningsejere kan derfor droppe eftersynene, uden at det får konsekvenser.

- Der findes ikke noget register over, hvor mange ventilationsanlæg der eksisterer i Danmark. Derfor har vi ikke mulighed for at føre en egentlig kontrol. Det eneste, vi kan gøre, er at bede kommunerne indberette, hvor mange ventilationsanlæg de får efterset, oplyser Charlotte Forsingdal, ingeniør i Energistyrelsen, der administrerer loven.

Ifølge Energistyrelsens eget skøn findes der i Danmark 30.000 ventilations- og 15.000 klimaanlæg, der er omfattet af loven. De bruger energi for 1,5 milliarder kroner om året, og målet er at spare mindst 10 procent af energiforbruget.

Skal målet nås, kræver det eftersyn af 500 ventilationsanlæg om måneden.

Men de seneste tal fra Energistyrelsen viser, at der kun bliver foretaget omkring 200 eftersyn om måneden.

Pr. 31. august var der indberettet i alt 2042 eftersyn til Energistyrelsen.

- Straffen for ikke at få foretaget eftersyn er bøde. Men indtil videre har der ikke været nogen retssager. Jeg tror heller ikke, at det er vejen frem at straffe de kommuner eller virksomheder, der undlader eftersynene. Det er nok vigtigere at få fortalt, hvor meget der er at spare på dem, forklarer Charlotte Forsingdal.

Sektioner

Hjem Husk RSS Om