Masser af lette penge at spare


Ventek-direktør Jesper Andersen: Et eftersyn er ikke den store videnskab, men det betaler sig. Ofte er der op til 25 procent at spare på energiregningen.


Selv små justeringer af et ventilationsanlæg kan få energiforbrug etmarkant ned.


Det er en skam, at ikke alle, der har pligt til det, får foretaget eftersyn af ventilationsanlæg. For der er rigtig mange penge at spare ved at få det gjort. Selv små tekniske justeringer kan betyde en stor gevinst, når el- og varmeregningen skal betales.

Sådan lyder meldingen fra Ventek Ventilation i Sønderholm, der for nylig som den første rent nordjyske virksomhed blev akkrediteret til at foretage de lovpligtige eftersyn.

- Når vi kommer ud på virksomhederne, ser vi gang på gang, at det er helt banale ting, den er gal med, fortæller Jesper Andersen, direktør for Ventek.

- Eksempelvis er timeren ofte forkert indstillet, så anlægget også kører om aftenen og i weekenden, når der ikke er nogen på arbejde. Det kan også være termostaten, der er forkert indstillet, eller at motoren er en gammel energisluger, der med fordel kan byttes ud med en ny og mere effektiv.

- Simpel rensning er der som regel også brug for. Et eftersyn er kort sagt ikke den store videnskab, men det betaler sig, siger Jesper Andersen.

Han skønner, at de anlæg, som Ventek hidtil har efterset, har nedsat deres energiforbrug med op til 25 procent.

Men det er ikke den eneste gevinst for en virksomhed.

- Når energiforbruget falder, reduceres også CO2-udledningen. Det er i sig selv penge værd for en kunde, som kan sælge CO2-kvoten på det åbne marked. Derfor prissætter vi CO2-besparelsen. Og så klinger en CO2-besparelse også godt i en virksomheds grønne regnskab, siger Jesper Andersen.

- Hvis man tager en bygning af mellemstørrelse, for eksempel en institution, kan den måske spare fem ton CO2 om året. En kvote på ét ton CO2 kan sælges for mellem 120 og 230 kroner, hvis man ser på, hvordan priserne har udviklet sig i år.

- Det kan blive til mange penge for en kommune, hvis alle CO2-besparelser lægges sammen og sælges som kvoter, påpeger Ventek-direktøren.

Sektioner

Hjem Husk RSS Om