Annemaries gode mad i Børglum
Her er papmad bandlyst og kun friske råvarer bliver serveret.
Adskillige gange er vi kørt gennem den lille Børglum by, og her er vores opmærksomhed ofte blevet fanget af det gamle andelsmejeri, som ligger midt i byen. En smuk gammel bygning med de karakteristiske store vinduer. Her er ikke længere mejeri, men derimod hotel - og inden for de sidste par år er her også opstået et lille spisested.
Hvad køkkenchefens humør er til
Det satte vi os for at afprøve, og blev i telefonen mødt af en meget venlig stemme, da vi ringede for at bestille bord. På hjemmesiden havde vi set, at der ikke er noget decideret menukort men restaurantens gæster får, hvad køkkenchefen er i humør til.
Køkkenchefen er Annemarie Hansen, som driver stedet sammen med sin mand, Torben Hansen, og hun lovede i telefonen, at hun nok skulle lave noget lækkert til os.
Det gamle mejeri
Så det så vi frem til, da vi en søndag aften trådte ind i det gamle mejeri, hvor restauranten har til huse i den store gamle mejerihal, hvor der er meget, meget højt til loftet. Rummet er restaureret med stor respekt for det oprindelige, og mange detaljer er bevaret på en måde, som bidrager godt til atmosfæren.
Vi tog plads ved et valgfrit bord - vi var på det tidspunkt de eneste gæster i restauranten, som nok har plads til mellem 50 og 60 gæster. Men senere på aftenen dukkede flere gæster op.
Annemarie Hansen styrer køkkenet, og det er også hende, som tager imod gæster og serverer. Hun fortalte os, at på denne søndag aften lød menuen på foie gras terrine, skinkemedaljon samt hjemmelavet ostekage med friske jordbær. Prisen er 160 kroner for to retter og 210 kroner for tre retter. Man kan vælge at få retterne serveret med vin til - to retter med to glas vin koster 200 kroner og tre retter med tre glas vin koster 270 kroner. Vi valgte tre retter med tilhørende vin.
Vinen båret ind til bordet
Her er ikke noget decideret vinkort, men i stedet bar Annemarie stedets lille vinudvalg ind til bordet i en lille træholder og så kunne vi selv studere etiketterne lidt. Vi valgte et glas italiensk hvidvin til forretten - Fontana 2008 fra Jenuta San Antonio. En hvidvin med en smuk strågul farve og en god syrlighed af hyldeblomster og frugt, som passede fint til foie grasen.
Den ankom i en vinkøler og i selskab med en kande isvand samt lunt brød og smør. Mens vi nippede til brød, vin og vand, gik Annemarie i køkkenet for at anrette vores forret, og inden længe ankom en smukt anrettet foie gras terrine, serveret med æblegele og mangokompot samt frisk ruccolasalat, marinerede artiskokker og lidt cashewnødder.
Det var en meget lækker forret, hvor den syrlige æblegele og mango matchede den kraftige og fede smag fra foie gras perfekt og ruccola’ens lidt bitre smag passede også fint ind i dette smagsbillede. En rigtig flot begyndelsen.
Nok til mange munde
Vi nød resten af hvidvinen, mens Annemarie stod i køkkenet og gjorde vores hovedret klar. Den ankom på varme tallerkner, og her var mad nok til at mætte mange munde. Her var to pæne skinkemedaljoner, perfekt stegt, som blev serveret med en stor portion frisk pasta, som var kogt lige tilpas, så den stadig var fast, men ikke hård - al dente. Dertil et hav af årstidens grønsager - gulerødder, sukkerærter, squash, champignon, blomkål og rød peber - som var tilberedt i en sauce kogt med kokosmælk. En fin ret, hvor saucen dog gerne måtte have haft en lidt kraftigere smag af kokos og måske et pift af lidt chili. Desuden havde grønsagerne fået lov at hygge sig lidt for længe i saucen efter min smag, så deres bid var næsten væk. Men de var på ingen måde overkogt.
Til vores hovedret fik vi et glas af husets rødvin - en spansk rødvin, Bodegas Castejon Vina Rey, som viste sig at være en venlig og imødekommende vin, som var ganske udmærket som husvin. Da min medspiser skulle køre hjem, drak han kun det halve, og jeg fik lov at hjælpe ham med resten.
Efter denne fyldige ret, hvor vi dog måtte opgive at komme gennem hele bjerget af pasta, fik vi en lille pause, før desserten kom, og det var fint. Vi nød resten af vinen og det spændende rum, som forandrer sig, efterhånden som lyset udenfor også ændrer sig.
Hjemmelavet dessert
Desserten var en luftig og hjemmelavet ostekage, som blev serveret pyntet med friske jordbær - lige nu fra Tyskland - men de smagte af sol og sommer. Til ostekagen fik jeg et lille glas sød dessertvin - en Pina Luz, som var kold, frisk og smagte fint til kagen. Min medspiser valgte et lille glas hvid portvin til sin dessert.
Det blev en god og hyggelig aften på Børglum Mejeri - med god mad, serveret af Annemarie, som med en særlig varme og omsorg tager hånd om sine gæster: det skal være mad, lavet af gode friske råvarer, og her er ingen papmad, som hun understreger. Og for det tildeler vi gerne stedet tre gafler.
Meget for pengene
Vi sluttede aftenen af med hver en kop kaffe, og regningen endte på 540 kroner for tre retter mad til to personer med tilhørende tre glas vin samt kaffe, og derfor sætter vi glad og gerne et hjerte efter de tre gafler, for her får man virkelig ekstra meget for pengene.
Og det bliver absolut ikke sidste gang, vi kigger på hinanden og siger: Vi har lyst til at spise ude. Hvad mon Annemarie byder på i aften?
Børglum Mejeri Hotel
Vråvej 522, Børglum ved Løkken
Tlf. 98 99 40 80.
Åbent hver dag fra kl. 18-22
Dog lukket mandag uden for sæsonen.
Bordbestilling anbefales - senest kl. 13 samme dag.
Ved forudbestilling serveres brunch hver lørdag og søndag fra kl. 10-14.