Madpakken... Den behøver altså ikke at være så trist


Madpakker kan være et trist syn. Arkivfoto: Torben Hansen.


En af dagens højdepunkter, frokostpausen, melder sig. Men madpakken bærer tydeligt præg af, at den blev smurt i sidste øjeblik med udgangspunkt i manglende kreativitet.


Nå ja vi spiser den (måske) og lover os selv at madpakkerne frem over skal ose lidt af overskud og gerne sende kærlige vibrationer til de små familiemedlemmer.

Det kræver energi at lære

Tænk lige et øjeblik over hvor meget energi en arbejdsdag eller skoledag kræver..

Der skal brændstof til, så både hjerne og krop kan fungere optimalt og det skal fyldes på fra morgenstunden.

Sukker og raffinerede kulhydrater i form af hvidt brød, pasta, diverse yoghurtprodukter giver ustabilt blodsukker, hvilket i høj grad påvirker vores energi og koncentrationsevne i løbet af dagen, hvorimod livsvigtige fedtsyrer, gode proteiner og vand giver en god stabil energi og fokus.

Sådan gør du

Den absolut mest overkommelige måde er at bruge overskuddet fra aftensmaden.

Når du alligevel er i gang med at snitte grøntsager og salat til aftensmaden, laver du ekstra portion til alle madpakkerne. Især børnene elsker de grove bidder, det kan være gulerødder, peberfrugt, agurk, søde tomater, friske spinatblade, blomkålsbuketter osv.

Hav den lille madkasse stående og fyld den til randen med de opfriskende, energigivende grøntsager. Sørg for at der er noget børnene kender og engang imellem en ny grøntsag de kan eksperimenterer lidt med. Det er ofte lidt mere spændende i skolen end hjemme.

Dertil kan du lave et par ekstra frikadeller, kylling, bøf, 1 kogt æg med et par grove skiver rugbrød med en god økologisk smør. Det behøver slet ikke være så svært, så længe kvaliteten er god er der masser af smag og kraft i maden.

Snack

Du kan lave en lille snack bestående af mandler eller nødder og rosiner blandet med lidt ren kanel og ren kakao (dvs. uden sukker) eller melon skåret i tern, som fryses ned i en pose og tages op og puttes i tasken om morgenen. Et lækkert æble og en pose med mandler i tasken, så er det lige ved hånden.

Kommer madpakken ofte urørt med hjem igen, så tag en snak med familiemedlemmerne om, hvad det skyldes. Der kan være flere grunde, blandt andet et stressende spisefrikvarter, men det kan også hjælpe at lade børnene selv lave madpakken. Der skal ikke meget øvelse til før de kan udgøre en reel hjælp til madpakkeproduktionen.

Lille hilsen luner

En lille tegning eller lille seddel med en hilsen kan give smil på læben i en hektisk dag.

Saftevand, juicer og sodavand har ikke noget at gøre i skole- og arbejdstiden, men vandflasken skal naturligvis være frisk hver dag.

Sektioner

Hjem Husk RSS Om