Helt almindelig mellem spioner og lejemordere

rejsende: Leif Davidsen har som forfatter sendt sine hovedpersoner verden rundt for at forhindre mord og terror. Selv har forfatteren aldrig haft en masterplan for sit liv. Var han gået til højre i stedet for til venstre, var knægten fra Bogense måske end

Maskinen buldrer, og sprutten flyder gavmildt ned i plasticbægrene. De rejsende, først og fremmest forretningsfolk og kommunister, drikker, som var turen til Moskva deres sidste.

Leif Davidsen holder igen, selvom han tænker, at rejsen mod det grå og triste Sovjet i sig selv er grund nok til at tage en drink. Måske hører han sin redaktørs insisterende stemme gentage, at reportager fra det lukkede Sovjetunionen ”er en fantastisk idé”. Måske hører han sig selv argumentere for det modsatte. Én ting er dog sikker. Leif Davidsens bange anelser bliver bekræftet, allerede inden han får bestilt sin første vodka på russisk grund.

En betjent retter sit strenge sovjetblik mod den unge journalist, da han viser sit pas i lufthavnen. Leif Davidsen mangler et stempel, forklarer betjenten, og derfor må han ikke fortsætte sin tur. Han må heller ikke rejse ud igen, fordi han er rejst ulovligt ind. Den unge journalist bliver vist til et stort gråt hotel, ind i et værelse i samme grå nuancer. Døren bliver låst, og Leif Davidsen ser til sin forskrækkelse, at der ikke er noget håndtag på indersiden.

Er han i fængsel? Tror Danmarks Radio, at han er stukket af med forskuddet? Hvad tænker Ulla – den kvinde, han netop er blevet gift med? Tankerne flyver rundt i Leif Davidsens hoved. Forvirringen bliver til kedsomhed, og Leif Davidsen begynder at grifle på sin blok.

”Et hvert menneske med et fjernsyn kendte min kone, Charlotte, derfor fik omstændighederne ved hendes død en del omtale i pressen.”

Med en kuglepen grifler Leif Davidsen den første sætning og derefter fire kapitler af sin debutroman, ”Uhellige Alliancer”.

- Det skal ikke forstås som en åbenbaring, men dér faldt det hele på plads. Alle disse mange, mange timers skriverier, digte, noveller, romanforsøg og skriblerier, der ikke var blevet færdige. Jeg fandt ud af, at jeg kunne skrive om de ting, der interesserede mig. Politik, Spanien, kultur. Det hele faldt i hak.

En flig af verden

Siden har Davidsen skrevet mange bøger om politiske rævekager, spioner og lejemordere. Bag bøgerne med de store dramaer gemmer der sig dog en pæn og venlig mand fra provinsen. Han skriver ikke for at udleve sine indre dæmoner, men for at udforske en verden, han anser for så spændende, at han bare må pakke den ned i sine romaner.

Måske derfor gider Leif Davidsen ikke mødes i sit eget hus i Smørum, for der er efter forfatterens eget udsagn ikke noget særligt at se. I stedet har vi sat ham stævne på det pensionerede krigsskib Peder Skram for at få nogle gode billeder i kassen og ikke skulle sidde og spytte i en caffe latte på en af hovedstadens proppede cafeer. Leif Davidsen, der er vant til selv at stille spørgsmålene, spørger nysgerrigt til skibets historie, men skal hele tiden passe på ikke at støde hovedet mod skibets lave døråbninger, der ikke er bygget til forfatterens statur.

Var Leif Davidsen en hovedperson i en af sine egne spændingsromaner, ville den måske begynde i Bogense på Fyn, hvor Davidsen voksede op under beskedne kår. Her bankede verden sjældent på, og når den gjorde, trak det overskrifter, som da Bogense Avis kunne rapportere, ”at der måske var set en neger i hovedgaden”. En flig af verden fik Leif Davidsen gennem byens bibliotek, hvor han slugte bøgerne fra A til Å.

Leif Davidsen drømte om at rejse, men der var ikke råd til familieferier i udlandet, så det var kun blevet til en spejdertur til Sverige, da han søgte om at blive udvekslingsstudent i USA. For at få visum skulle han blandt andet skrive under på, at han ikke havde været medlem af DKP, Lincolnbrigaden eller andre kommunistiske dækorganisationer. Han spurgte sin historielærer, hvad de besynderlige navne stod for, og historielæreren svarede, at det var navnene på de internationale brigader, som under den spanske borgerkrig sloges for socialisme, frihed og demokrati mod Francos fascister.

- Dér startede en lang interesse for Spanien og for borgerkrigen. Jeg var 17 år gammel og meget romantisk anlagt, og der var ikke noget, jeg hellere ville have gjort end melde mig og kæmpe med de mange danskere, der tog af sted.

De ville ændre verden

Men Den Spanske Borgerkrig var for længst forbi, og Leif Davidsen var ingen romanhelt, så han rejste ikke ud for at kæmpe for frihed, men begyndte i stedet at skrive.

- Jeg har altid skrevet, og jeg fik min første skrivemaskine, da jeg var 16 år gammel. Jeg tænkte ikke, at jeg kunne leve af at være forfatter. Det gjorde man ikke som 16-årig i 1960’erne.

Hjerte rimede ofte på smerte i Davidsens tidlige skrifter, der dog senere udviklede sig, så Poul Borum bragte fire af Davidsens digte i det litterære tidsskrift ”Hvedekorn”.

- Jeg tror ikke, der gik nogen stor lyriker tabt i mig. Når jeg læste Frank Jæger, så rimede mine digte. Når jeg læste Gustav Munch-Petersen, så rimede de ikke. Sådan begynder mange forfattere jo. Man sidder der alene og tænker, er ung og sikkert ulykkeligt forelsket. Det er for mig ikke et mysterium, at nogen begynder at skrive, det gør de fleste på en eller anden måde, men derimod at nogen fortsætter.

Det gjorde Davidsen. Hans forbillede var den amerikanske forfatter og krigskorrespondent Ernest Hemingway, og han ville som forbilledet være journalist og forfatter. Leif Davidsen blev optaget på journalisthøjskolen og blev en del af en årgang, der drømte om at skrive om Vietnamkrigen og lave Watergate-afsløringer. Dengang en ”rigtig” journalist arbejdede på et dagblad og mødte kilderne på snuskede værtshuse.

- Jeg var ude på journalisthøjskolen for 6-8 år siden og holde et foredrag og spurgte afgangseleverne, hvad de drømte om. 80 procent sagde, at de gerne ville være studieværter, og at det så var lige meget, om det var for TV Avisen eller underholdningsprogrammer. 80 procent!

Leif Davidsen derimod drømte om at blive udenrigskorrespondent, og da han var færdig med uddannelsen, købte han en enkeltbillet til Madrid.

Opbrud og nedbrud

Som det ofte har været tilfældet i Leif Davidsens liv, var timingen perfekt. General Franco var død. Årtiers fascistisk undertrykkelse var forbi. Kong Juan Carlos var indsat som regeringsoverhoved, men demokratiet var på vej til landet. Leif Davidsen kom til Madrids hovedbanegård uden stort andet end sit tøj og en skrivemaskine. På en lille bar på Plaza Santa Ana mødte han to lokale journalister, der introducerede ham for en dansk journalist, der arbejdede for et nordjysk dagblad. Han fik den unge reporter indlogeret på det pensionat, han selv boede på, og hjalp ham med at få kontakter.

- Jeg var der et år, og det var som at skrive min egen madbillet. Demokratiet kom, og jeg arbejdede hele tiden. Jeg berettede om de første socialister, de første fagforeninger og en lang række af de første begivenheder. Hele Spanien ændrede sig, og der var jo ikke rigtig noget, der hed internet eller charterturisme endnu, så jeg fortalte om alt fra politik til, hvordan maden smagte. Det var en brydningsperiode af den slags, som altid har interesseret mig - når samfund går i skred og ændrer sig.

Leif Davidsens talent blev spottet, og han blev headhuntet til et job som udenrigsreporter hjemme i Danmark for Statsradiofonien. Der gik dog ikke lang tid, inden redaktøren foreslog Leif Davidsen den famøse rejse til Sovjetunionen, hvor han endte med at sidde låst inde på et værelse og skrive de fire første kapitler af sin debutroman.

”Uhellige Alliancer” blev ikke nogen bestseller. Den solgte faktisk kun 750 eksemplarer, men Leif Davidsen vidste, at han havde fat i noget, og Sovjetunionen havde gjort et uudsletteligt indtryk på den spirende reporter.

- Jeg mødte et nedslidt, iskoldt og stillestående land. Stemningen var nedslået. Folk snød og løj, og jeg forstod ikke, hvordan de fik brød på bordet. Jeg kom hjem og sagde til min chef og til min kone, at ”derovre sætter jeg aldrig mine ben igen”. Det troede jeg faktisk, indtil Ulla spurgte, hvorfor jeg ikke foreslog en ny rejse til Sovjetunionen. Jeg sagde: ”Hvad mener du? Hvor mange gange har jeg sagt, at jeg ikke sætter mine ben derovre igen”. Hun svarede, at ”det har du sagt mange gange, men du har næsten ikke snakket om andet, siden du kom hjem”.

Det blev til flere rejser, og da der åbnede sig en korrespondentpost, blev Leif Davidsen opfordret til at søge den.

- Jeg besluttede, at det skulle være Ullas valg. Hun sagde i første omgang nej, men næste morgen kom hun ud i køkkenet og sagde, at hun syntes, at vi skulle gøre det, for hvornår ville vi ellers få sådan en chance. Beslutningen skulle tages på stedet. Ansøgningsfristen udløb den dag. Det hele var lidt tilfældigt. Havde hun sagt nej, så havde vi ikke gjort det, og så havde mit liv nok set anderledes ud.

Moskva anno 1984 var den perfekte ramme for en ny roman. Landet var ved at falde fra hinanden, og dem, der holdt kommunismens fane højest, blev ved med at dø.

- Jeg skrev mange nekrologer i begyndelsen. Det var svært at få lov til at rejse rundt i landet, så jeg begyndte at lave hverdagsindslag om babysvømning og gamle mænd, der spillede skak i parkerne. Det var faktisk de indslag, folk bedst kan huske. I marts 1985 kom Gorbatjov, og resten er jo historie, men jeg fik travlt.

Perfekte omgivelser

Nærmest fra første dag i Moskva vidste Leif Davidsen, at han ville bruge byen som kulisse i en bog. Efter de fire år som korrespondent rejste Leif Davidsen med familien hjem, og han havde manuskriptet til romanen ”Den Russiske Sangerinde” med sig. Bogen blev en succes og blev senere en lige så stor succes som film. Leif Davidsen fortsatte med at arbejde for udlandsredaktionen og blev tilbudt at tage sig af Øst- og Centraleuropa.

- Jeg svarede, at det kunne han (redaktøren, red.) da ikke mene. Nu havde jeg rejst rundt i Sovjetunionen i fire år, så jeg ville gerne et sted hen, hvor der var lidt rart. Om jeg ikke kunne tage mig af Frankrig, USA eller Latinamerika, for der skete jo aldrig noget i Østeuropa. Et år senere faldt Berlinmuren, og så kom der gang i begivenhederne. Hvor meget kan man tage fejl!

Leif Davidsen var igen i orkanens øje, og et par år senere kunne han samle den nye viden fra Østeuropas opbrud i spændingsromanen ”Den Sidste Spion”, der blev belønnet med De Gyldne Laurbær.

Syv år efter, i 1999, sagde Leif Davidsen sit job op for at blive fuldtidsforfatter.

Begynder med hovedperson

Leif Davidsen fortsatte med at omsætte brydningerne i verden til spændingsromaner. Fælles for dem alle er, at bøgerne ikke er begyndt med de store begivenheder, men derimod med at en hovedperson tager form i Davidsens bevidsthed. Således også i Leif Davidsens seneste roman, ”Min Broders Vogter”, der udkom i foråret. Her er forfatteren tilbage i sine to yndlingsområder – Spanien og Rusland. Denne gang i 1930’erne, hvor dønningerne efter Første Verdenskrig rullede over Europa og trak op til den nye storm.

- Alle mine romaner begynder med en hovedperson, der befinder sig et bestemt sted i deres liv. Jeg havde længe tænkt på hovedpersonen Magnus Meyer. En kyniker, der skal til Spanien for at hente sin lillebror, idealisten Mads, hjem og væk fra de blodige kampe for republikken.

Det er brødrenes indbyrdes forhold, der interesserer forfatteren, og deres måde at leve og overleve i den verden, der står foran dem.

- Jeg tager ofte et nogenlunde almindeligt menneske, der står et sted i sit liv, hvor de tror, at de er lykkelige, og alt går godt, hvor jeg går ind og siger: Nej, I er ej. Man kan ikke skrive romaner om udelukkende gode liv. De ville kunne skrives på én sætning, nemlig ”De levede lykkeligt til deres dages ende.” Det kan man ikke lære noget af. Det kan man derimod af kriser og drama.

- Hvem identificerer du dig selv med. Den kyniske storebror Magnus eller idealisten Mads?

- Begge to. Jeg har på mange måder et kynisk-realistisk forhold til verden, men vi har jo alle ideer og idealer som unge. Måske særligt dengang i 1970’erne, hvor jeg selv var ung, hvor man tror, at man kan forandre verden. Mads er jo så ung i bogen, og de frivillige i borgerkrigen var netop unge mænd mellem 18 og 21, men det er de jo også mange af dem, der tager til Afghanistan i dag. Når det kommer til stykket, er Mads jo slet ikke så uskyldig. Han er faktisk ualmindelig dygtig til at slå ihjel. Det er også noget, jeg har tænkt længe over. Hvor hurtigt man kan skrabe det civilisationsfernis af sig, når man går i krig. Man så det samme under borgerkrigene i Jugoslavien.

I bogen er begge søskende plaget af mareridt, hvor de mennesker, de har slået ihjel, opsøger dem.

- Sådan er det jo også for nogle af de soldater, der kommer hjem fra Afghanistan, men dengang var der jo ikke noget, der hed posttraumatisk stresssyndrom. Mange kom hjem med ar på sjælen, til de døde, og de blev ikke mindre, fordi mange af dem fortsatte i modstandsbevægelsen.

Kvalmende havenisseidyl

For en mand, der har brugt hele sit liv på at orientere sig mod den store verden, har Leif Davidsen særlig svært ved at forstå den danske selvtilfredshed. Når han en sjælden gang bruger sin pen til andet end at skrive romaner, er det derfor som regel til at revse vores lille nations selvtilstrækkelighed.

- Danmark er et stort paradoks. Vi er så utroligt selvtilfredse og vil ikke have, at nogen fortæller os, hvad vi skal gøre. Vi er utroligt nationalistiske, samtidig med at vi er dybt afhængige af omverdenen. Vi er lullet ind i en havenissekultur, som måske har noget at gøre med, at der aldrig sker noget i det her land. Når folk taler om danskhed, får jeg kvalme. Det er nationalisme, og det har aldrig ført til andet end blod og krig.

Det bekymrer ham, at der de senere år er kommet mere fokus på kontrol fra magthavernes side.

- Jeg synes ikke, jeg taler med nogen samfundsgrupper, der ikke mener, at de skal udfylde for mange papirer og skrive lange rapporter, og jeg hører flere og flere historier om hjemmehjælpere, der skal støvsuge på rekordtid og ting, man ikke må, som for eksempel bære kniv på en tur i skoven. Hvis man skal være lidt højtravende, så har det her land altid bygget på tillid og på, at selvjustitsen nok skulle sørge for at rette folk ind. Politikerstanden i dag er besat af kontrol. De misforstår handlekraft med at blande sig og kontrollere alt og har ligesom delt verden mellem sig. Højrefløjen tager sig af retspolitikken, og venstrefløjen tager sig af det bløde med, hvordan vi skal leve på den politisk korrekte måde... Fortsætter det, så kommer vi en dag til at skulle betale skat efter, hvor sundt vi lever, og hvor godt vi opfører os!

Men Leif Davidsen bryder sig generelt ikke om at hæve pegefingeren. Han har lovet sig selv ikke at kritisere ungdommen, og han mener, at folk kan læse hans holdninger til krig og politik ud af hans bøger, hvis de er interesserede. Måske har han svært ved at gøre sig klog på tilværelsen, der sjældent har ført ham i den retning, han havde regnet med.

-Når jeg tænker tilbage på mit liv, så virker det så tilfældigt. Hvis jeg havde drejet til højre i stedet for til venstre, så havde det set helt anderledes ud. Jeg kan stadig huske, hvor arrogant jeg har været nogle gange. Som da jeg for eksempel blev opfordret til den første rejse til Rusland, og jeg strittede så hårdnakket imod.{