Maratonløbere måtte vente på broen



Allerede efter knapt en kilometer måtte de første løbere i Fjordmarathon vente på at Limfjordsbroen fik lukket klapperne. Se alle billederne her


Klokken 10 i formiddag blev anden udgave af Fjordmaraton i Aalborg skudt i gang i strålende sol på Nytorv, men allerede efter knapt en kilometer mødte de første løbere "muren".

Se alle billederne her

De måtte nemlig vente på at Limfjordsbroen fik lukket klapperne, så de kunne passere broen.

Brovagten havde åbnet broen klokken 10, som den plejer, og han havde fået besked om, at han af hensyn til Fjordmaratonet ikke måtte åbne broen i tidsrummet klokken 10.45 til 13.

Men det harmonerede altså ikke med, at løberne skulle passere broen første gang allerede efter blot en kilometer.

Brovagten så dog heldigvis hurtigt, at der var løbere på vej og skyndte sig at få broen lukket, så det var kun den første halve snes maratonløbere, der måtte stå og trippe og vente på, at broen blev lukket helt og bommene åbnet.

Web-tv: Broklappen drillede løbere

Da løbet blev arrangeret for første gang sidste, år fik arrangørerne massiv kritik efter løbet for både manglende og forkert markering af ruterne.

I alt deltager 3.000 løbere på forskellige distancer i Fjordmaratonet, heraf 400 løbere på den klassiske distance.

Gitte Melph fra arrangørerne oplyser, at det er Aalborg Kommunes tekniske forvaltning, der på vegne af arrangørerne har søgt om at holde broen lukket i nogle timer i dag.

- Men vi har bedt om, at broen skulle være lukket fra klokken 09.45, understreger hun og tilføjer, at det var synd for den halve snes løbere, som det gik ud over.

Sektioner

Hjem Husk RSS Om