AaB kom i klemme
De danske mestre AaB Håndbold kunne intet stille op overfor oprykkerne fra AG København og tabte 29-25.
Se billeder fra kampen her
AaB Håndbold fik rent angrebsmæssigt en miserabel start og kom hurtigt bagud 3-0. Der skulle gå seks minutter før de danske mestre for første gang fik bolden forbi Kasper Hvidt. Det var Jonas Larholm fra en noget uvant plads på venstre fløj, der sørgede for det. Den normale bagspiller startede på fløjen i fraværet af en skadet Rasmus Wremer. AaB haltede dog efter i store dele af første halvleg og havde det meget svært overfor et stærkt AG København-forsvar, hvor Joachim Boldsen, Lars Jørgensen og Rene Toft Hansen var nogle kontante herrer at komme i svingom med. AaB's forsvars og i særdeleshed målmand Jannick Green gjorde det imidlertid også godt, og derfor blev der tale om en målfattig første halvleg, hvor AG i slutfasen gik fra 9-8 til 13-8 inden måltavlen ved pausen stod på 14-11 til hjemmeholdet.
Kørt over i anden halvleg
AaB's håb om at få vendt kampen og hente en sejr blev hurtigt skudt i sænk i anden halvleg. AG løsnede ikke grebet i forsvaret, og da AaB'erne skruede op for antallet af fejl, blev de danske mestre straffet hårdt i kontrafasen. Derfor blev al spænding hurtigt pillet ud af kampen, og det stjernebesatte oprykkerhold kunne til stor jubel for de omkring 6000 tilskuere køre en stensikker premieresejr på 29-25 i land.
AG København-AaB 29-25 (14-11).
Mål for AG København:
Niclas Ekberg 9 (1), Snorri Gudjonsson 7 (2), Stefan Hundstrup 4, Martin Bager 3, Mikkel Hansen 2, Arnór Atlason 1, Rene Toft Hansen 1, Joachim Boldsen 1, Cristian Malmagro Viana 1.
Mål for AaB:
Kristian Kjelling 7, Henrik Møllgaard 4, Jonas Larholm 3, Mads Christiansen 3, Henrik Toft Hansen 3, Jan Lennartsson 2, Tobias Torpegaard Møller 2, Olof Ask 1.
Udvisninger: AG København 6, AaB 4.
Tilskuere: 6.231.
-->