Sørensen afviser kritik af surt landshold



Målmand Thomas Sørensen mener ikke, at landsholdet fremstår som surt og utilgængeligt i medierne.


- Jeg ved ikke, hvad folk forventer. Vi lever i en underholdningsverden, hvor der er hård konkurrence. Men hvis folk mener, at vi skal konkurrere med stand-up-komik eller noget i den stil, så har vi ikke en chance. Vi er her for at spille fodbold. I min verden underholder jeg på banen og ikke uden for banen.

- Jeg skal ikke rundt og spille fandango i medierne og spille tosset inde i byen for at komme på forsiden, fordi jeg så lige pludselig er spændende, siger Thomas Sørensen.

En imageundersøgelse af Dansk Boldspil-Union og fodboldlandsholdet har tidligere vist, at landsholdet virker for støvet og lukket. Thomas Sørensen mener dog, at landsholdsspillerne gør, hvad de kan for at underholde befolkningen.

- Vi skulle gerne vise vindermentalitet og en glæde på banen, som vi kan dele med folk. Det er dér, jeg ser vores underholdningsværdi. Og hvis vi eksempelvis scorer, må vi gerne vise noget energi, som kommer ud over skærmen, siger Stoke-keeperen.

Men underholdningen skal ske på banen, mener den rutinerede målmand.

- Vi skal ikke lige pludselig til at skabe den ene store positive eller negative overskrift efter den anden, fordi vi skal være spændende og lave alle mulige sjove stunts for at tilfredsstille folk, siger Thomas Sørensen og tilføjer:

- Vi vil gerne være respekteret, og folk må gerne kunne lide os. Landsholdet er i konkurrence med mange andre sportsgrene, men jeg føler stadig, at folk bakker landsholdet op, fastslår Thomas Sørensen.

/ritzau/

Sektioner

Hjem Husk RSS Om