23-årig kvinde død efter påkørsel



Det var en 23-årig kvinde, der onsdag eftermiddag døde af de kvæstelser, hun fik blev ramt af lastbil i Nibe. Opdateret kl. 21.11


En kvinde på 23 år mistede onsdag eftermiddag livet, efter at hun var blevet ramt af en lastbil i Nibe.

Ulykken skete på Aalborgvej omkring kl. 15.50.

Den 23-årige var ude at løbe en tur, da hun ville passere Aalborgvej ved Sygehusvej i Nibe. Hun overså tilsyneladende helt lastbilen, for hun løb lige ud foran den.

Hun blev ramt i hovedet af lastbilens front, og derved pådrog hun sig så svære kvæstelser, at hun døde på sygehuset en times tid senere, oplyser vagtchef Frank Liltorp, Nordjyllands Politi.

Den 23-årige var fra København og var på familiebesøg i Nibe.

Ifølge politiets foreløbige undersøgelser er der intet, der tyder på, at lastbilchaufføren kunne nå at bremse op, før han påkørte kvinden.

Lastbilen er nu til undersøgelse hos bilinspektører, men det er rutine efter den slags ulykker.

Sektioner

Hjem Husk RSS Om