Fly kørte ind i tilskuere i tysk flyshow
Et dobbeltdækkerfly ramte tilskuere ved et flyshow i Bayern. Mindst en blev dræbt og omkring 20 blev kvæstet.
Ved et flyshow i den sydlige tyske delstat Bayern kørte et dobbeltdækkerfly søndag ind i en tilskuermængde.
Mindst en blev dræbt og omkring 20 mennesker blev kvæstet, oplyser det tyske politi.
Ulykken skete nær Schnaittach-Lillinghof.
Politiet formoder, at piloten i dobbeltdækkerflyet mistede kontrollen over maskinen, da han skulle til at lette.
- Det virkede som om maskinen ikke rigtigt lettede, siger en talsmand for redningsmandskabet.
- Piloten syntes at have mistet kontrollen, siger han.
Dobbeltdækkerflyet var en af hovedattraktionerne ved flyshowet, hvor der også var opvisning i faldskærmsudspring.
/ritzau/dpa