Græsk ventetid giver aktieklø
Investorerne venter på, at der kommer en afklaring på den græske krise. Og det smitter af på aktiekurserne.
Aktiekurserne falder ganske lidt over det meste af Europa.
På børsen i København ligger aktierne i det toneangivende C20-indeks til et fald på omkring en procent til kurs 430.
Og det er det samme billeder, der tegner sig hele raden rundt.
I London faldt FTSE-indekset med 0,33 procent, da børsen åbnede mandag morgen. I Paris var CAC nede med 0,46 procent, mens DAX faldt med 0,21 procent på børsen i Frankfurt.
Det er størsteparten af de store, danske aktier, der mandag morgen åbnede i minus og trak indekset ned.
Og det er de græske politikere, der får investorerne til at holde sig afventende.
Den græske samlingsregering forhandler med EU, Den Internationale Valutafond, IMF og ECB, Den Europæiske Centralbank, om ny finansiering.
Den græske regering skal komme med yderligere besparelser. Og der er sat deadline for en aftale klokken 12 middag mandag - dansk tid.
/ritzau/