Matchbold til Nors


Anders Frederiksen blev med syv mål topscorer for Nors i kampen mod HRH 74 Roslev. Arkivfoto: Peter Mørk


Nu er Nors Boldklubs håndboldherrer blot en sejr fra 3. division


- Den ligger lige til højrebenet. Det var ikke planen, men nu tager vi det med.

Træner Ernst Sørensen og Nors Boldklubs håndboldherrer har nu fire matchbolde i kampen om oprykning til 3. division, efter de gulblusede i egen hule besejrede HRH 74 Roslev samtidig med, at Nordthy tabte og dermed på andenpladsen nu har otte point op til Nors.

I opgøret mod HRH var Nors uden topscoreren Lars Nielsen, der har fået fjernet sine mandler, men i stedet tog andre over, og Nors vandt en sikker sejr på 29-21 efter 14-9 ved pausen. Stregspilleren Anders Frederiksen blev topscorer med syv mål, mens fløjveteranen Kent Andersen scorede seks gange.

- Noget nær perfekt, siger Ernst Sørensen om sine spilleres indsats.

- Igen en super præstation af Mogens Frederiksen i målet. Vi fik løbet med dem med kontra og hurtige opgiverkast, og det var de ikke glade for, siger træneren.

Det var Nors' 14. sejr på stribe, og Ernst Sørensen har undervejs i sæson revideret sin målsætning flere gange, og nu er målet at gøre rent bord med 18 sejre, og holder det stik kan Nors søndag 26. februar fejre oprykning. Der er nemlig tre uger inden den næste kamp, der er på udebane mod Sundsøre.

- Vi ville da gerne have spillet den i næste weekend, men nu tager vi to uger med hård træning og en uge med mere teknisk træning, så er vi klar til afdansningsballet, siger træneren.

Sektioner

Hjem Husk RSS Om